Prey er et intensivt psykologisk horror-spil, der fik os til at bide vores negle og gribe vores controllere stramt
Er 'Prey' et first person shooter-spil, eller er det et rollespil? Dette var spørgsmål, som jeg ved med at stille mig selv, mens jeg spillede det nyeste fra Arkane Studios, 'Prey'. Det føltes som 'Prey' var løst baseret på 'Bioshock' og for at være ærlig er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Bethesda formåede at skabe et psykologisk rumgyserspil, der først blev perfektioneret af 'Dead Space'. Når det er sagt, kombinerer 'Prey' de to spil og giver os en oplevelse, der er ekspert designet, i det mindste når det kommer til niveau design og en skræmmende indstilling.
Du spiller som Morgan Yu, ombord på Talos 1-rumfart, der kredser om Jordens måne, og det er dit job at studere fremmede livsformer kaldet Typhon. Du som videnskabsmand har til opgave at forbedre den menneskelige oplevelse ved at udvikle enheder kaldet Neuromods. Disse enheder har evnen til at give mennesker evner og talenter såsom bevægelige genstande telepatisk. Når du først fjerner disse neuromoder, lider du dog hukommelsestab, hvilket er en meget billig ulempe.
Mens man spiller spillet, kan man se mange elementer i et RPG, når forskellige mekanikker udfolder sig, når du går igennem spillet. Ligesom alle andre moderne spil har 'Prey' et færdighedstræ, der fungerer sammen med Neuromods. I begyndelsen af spillet er Talos station kompromitteret, og du vil støde på fjender og andre mekaniske fjender, der har overtaget stationen. Du bliver nødt til at læse en masse e-mails, noter og logfiler, der kan findes på døde kroppe eller fra levende NPC'er. Du vil støde på mange quests, der vil tvinge dig til at grave dybere ned i fortiden til Talos 1.
Hovedformålet med spillet er at opdage din identitet, og spillet minder dig konstant om dette under nogle quests og endda inden for selve spilets kernemekanik. Du bliver styret af din bror, Alex Yu, og også af nogle underlige droner, som Morgan programmerede, før hans hukommelse blev udslettet. Disse droner har deres egen dagsorden, hvilket gør spillet så forvirrende, at du nogle gange ikke engang kan stole på dig selv.
At være et RPG skal du beslutte, hvem du kan stole på, hvem der har de bedste intentioner for dig og din station. Du kan dræbe nogen af NPC'erne efter ønske, hvis du ikke stoler på dem, eller du kan være lidt fedt og klemme hvert kaffekrus i rummet. Dette er ikke bare en anden rumskytte som 'Dead Space', spilleren har valget om at gøre sin oplevelse fordybende ved at udføre bestemte handlinger.
hvordan man laver ryk i en madtørrer
Der er en række valg, du kan træffe, hvilket skaber meget spænding i historiens bue. Denne spænding er, hvor spillet skinner og bliver svært, når du skrider frem. Den første slags Typhon, som du støder på, kaldes 'efterligningerne', der kan tage form af ethvert objekt omkring dem. I stedet for at vælge at skræmme spilleren med alt for clichede 'jump scares', skaber efterligningerne et foregribende miljø, der fik mine håndflader til at svede. Efterligningerne ville subtilt skræmme mig ved at have hverdagsgenstande som en papirkurv på egen hånd. Disse objekter ville så eksplodere og afsløre efterligningerne, der ikke var lette at håndtere. Jeg løb ofte tør for udholdenhed, hvilket gjorde det endnu sværere at ramme disse fjender. Dette skabte en langvarig paranoia. Spillets plot er fyldt med moralske valg og vendinger, der holdt mig i gang, selvom jeg ikke var glad for kampsystemet.
Apropos kamp, det er ikke spillets stærke side. Selvom du har mange våben at lege med, føltes gameplayet trægt. Jeg brugte ofte GLOO-pistolen til at fryse tyfonerne og derefter ødelægge dem med et nærkampskud. Jeg valgte at bruge denne metode, da ammunition er spredt tilfældigt, og det meste af tiden skal du finde tegninger, så du kan lave dine egne. Der var mange gange, hvor jeg befandt mig ved at løbe tør for ammunition og vende mod en vred Typhons vrede.
Du kan bruge neuromoder til at bekæmpe større og stærkere Typhons, men det koster en pris. Der er altid en moralsk knibe, hvor meget af din menneskehed du er klar til at ofre eller beholde. Disse neuromoder kan give dig hacking færdigheder eller øget sundhed og udholdenhed, men koster meget. Mange karakterer, du støder på, minder dig jævnligt om disse valg og deres konsekvenser, så det er lidt svært at ignorere.
Min favoritdel af spillet er dog udforskning, og det er langt den bedste funktion. Du kan bruge miljøet til din fordel for at glide ind i skjulte områder uden nogensinde at skulle bekæmpe dine fjender. Du kan snige dig ind i luftkanaler eller vælge at afslutte nogle side-quests til enhver tid. Du som spiller har en række måder at gå omkring disse forhindringer på. Du kan enten glide gennem et hul eller omdanne dig selv til en kaffekop. Det er det niveau af frihed, som spillet tilbyder dig. Du kan udforske stationen på enhver måde, du vil, til enhver tid. Du ledes ikke til bestemte steder, da du kan besøge nogen del af stationen i fritiden. Vær dog forsigtig, da de lange belastningsskærme kan være lidt irriterende.
Det sidste ord
'Prey' har muligvis lånt en masse mekanik fra andre spil, men blander dem problemfrit sammen for at skabe en forfriskende ny franchise. Berømmelsen kommer med nogle forvirrende mekanikker, men man bliver fortrolig med det hurtigt nok. 'Prey' har forsøgt at holde sig tro mod temaet, da det tager nogle ideer og formår at skære en unik identitet for sig selv. Spillets plot skaber en foruroligende følelse af paranoia, og overraskelseselementet for ethvert objekt, der bliver fjende, er spændende. Disse idiosynkrasier og den opdagelige verden kompenserer for det trage kampsystem, der har brug for en meget krævet tilpasning.
Samlet set er det et godt spil, der lider under dårlig kamp og lange belastningsskærme.
Hvad synes du om det?
Start en samtale, ikke en ild. Send med venlighed.
Skriv kommentar
